Laudrup om Everton: En stor udfordring
Swansea Citys danske manager Michael Laudrup forventer, at hans mandskab lørdag tager revanche for nederlaget til Aston Villa i sidste weekend, som var Laudrups første i spidsen for den walisiske klub.
Men danskeren erkender, at modstanderen Everton bliver en stor mundfuld.
- Det er en stor udfordring. De har haft stor kontinuitet i klubben med manager David Moyes, som har været der i 10 år, og de ved, hvad de skal gøre, siger Michael Laudrup ifølge klubbens hjemmeside.
Hans mandskab startede sæsonen med to klare sejre over Queens Park Rangers og West Ham, men siden er Swansea kommet ned på et mere "normalt" niveau med uafgjort mod Sunderland og altså sidste weekends tab mod Aston Villa.
Laudrup er dog sikker på, at hans tropper samler sig igen.
- Vi har haft nogle problemer med skader på det seneste, men vi har en god trup, og jeg er overbevist om, at vi fortsat kan gøre det godt.
- Vi spiller på hjemmebane, så vi går efter sejren. Vi håber at gøre det til meget hårde 90 minutter for modstanderne, lyder det fra Michael Laudrup.
Lørdagens modstander Everton har, nøjagtigt som Swansea, syv point efter fire kampe. Også Liverpool-klubben indledte sæsonen med to sejre, mens det samlet kun er blevet til et point i de seneste to kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned