Laudrup: Real Madrid bliver spansk mester

Real Madrid bliver spansk mester.

Forud for lørdagens storkamp mellem de to spanske guldkandidater Real Madrid og FC Barcelona er Michael Laudrup overbevist om, at madrilenerne trækker det længste strå, når guld og sølv til maj skal fordeles.

Michael Laudrup har selv spillet i begge klubber med stor succes til følge, og han mener, at Barcelona på grund af et tæt program med kampe i både Primera Division og Champions League kommer til at snuble i sæsonens afgørende kampe.

- Når jeg ser på de samlede betingelser for de to hold, tror jeg mest på Real Madrid, siger Michael Laudrup til Politiken.

Lørdagens arvefjendeopgør i Madrid byder dog ikke nødvendigvis på en sejr til Laudrups mesterskabsfavorit Real Madrid, der er ude af både Champions League og den spanske pokalturnering og derfor kun har ligaen at tænke på.

- Jeg kan forestille mig en Real-sejr, men det mest sandsynlige resultat er måske uafgjort. I disse kampe er hjemmebanen en stor fordel, og Reals publikum vil virkelig trykke på, ingen tvivl om det, siger Michael Laudrup.

- Det resultat, jeg har sværest ved at se for mig i aften, er en sejr til Barcelona, siger han.

De forsvarende spanske mestre fra Barcelona rejser dog til Madrid med gode minder fra det seneste interne møde i den spanske hovedstad. Her ydmygede Barcelona for knap et år siden Real Madrid med hele 6-2 foran et særdeles misfornøjet hjemmepublikum.

Sæsonens første kamp mellem de to hold endte også med sejr til Barcelona. Zlatan Ibrahimovic blev i efteråret matchvinder med kampens eneste mål, men træner Josep Guardiola må undvære sin svenske angriber, der er ude med en lægskade.

/ritzau/

Real Madrid vinder ikke nødvendigvis lørdagens arvefjendeopgør mod FC Barcelona, men det spanske hovedstadshold bliver alligevel mester, mener Michael Laudrup.

Offentliggjort Sidst opdateret