Laudrup sendt ud af pokalen i målorgie

Michael Laudrup og Mallorca er ude af den spanske pokalturnering Copa del Rey. Det står klart efter et nederlag på 3-4 til Almeria med Michael Jakobsen på holdet. Samlet tabte Mallorca 6-8 over de yderst målrige pokalkampe.

Egentlig stod Mallorca i en god position forud for returopgøret på hjemmebane. Laudrups tropper skulle blot vinde kampen med et enkelt mål, medmindre Almeria scorede mere end tre mål.

Og det gjorde Almeria såmænd. Allerede efter første halvleg stod det 4-0 til udeholdet i en halvleg, der må betegnes som den dårligste, mens Laudrup har været træner i klubben. Allerede efter sølle tre minutter førte Almeria 2-0.

Bagud 0-4 ved pausen var det op ad bakke for Mallorca, som nu skulle score hele seks gange, uden at Almeria scorede yderligere. Men trods tre hurtige mål på blot syv minutter kom Mallorca ikke tættere på end slutresultatet 3-4.

Mallorca kæmpede dog til sidste fløjt og reserveangriberen Fernando Cavenaghi stod for to Mallorca-scoringer i det 70. og 77. minut, mens Michael Pereira satte endnu en reducering ind i det 76. minut.

Men det var ikke nok, selv om Almeria også fik en spiller vist ud syv minutter før tid. Almeria og Michael Jakobsen er videre til kvartfinalerne i turneringen.

/ritzau/

Mallorca med Michael Laudrup som træner er ude af den spanske pokalturnering efter 3-4-nederlag til Almeria.

Offentliggjort Sidst opdateret