Laudrup ser Napoli-kampe som en belønning til Swansea
Foto: Phil Noble /Scanpix
Phil Noble /Scanpix
Swanseas danske manager, Michael Laudrup, betragter de to opgør i Europa League-1/16-finalen mod italienske Napoli som en belønning for den walisiske klubs hårde slid og tilhængernes stabile opbakning.
- Det er nok den hårdeste modstander, vi kunne trække. Inden lodtrækningen sagde jeg, at Napoli og Juventus var de to bedste hold i turneringen. Men jeg sagde også, at mine spillere og vores fans fortjente en stor kamp, siger Laudrup til Swanseas hjemmeside.
- Vores hold har allerede spillet 27 kampe i denne sæson, hvilket ikke er nemt. Og vores fans har givet os en fantastisk støtte hele vejen. Over 1000 fans rejste med os til St. Gallen i sidste uge, hvilket siger alt om tilhængerne af denne klub.
Napoli hører i dag til blandt de absolutte tophold i Italien, og den syditalienske klub ligger for tiden placeret på en tredjeplads i Serie A.
Holdet trænes af den tidligere Liverpool- Inter- og Chelsea-træner Rafa Benitez, og blandt truppens mange profiler rager især angriberen Gonzalo Higuaín og målmand Pepe Reina op.
- Napoli er bestemt en stor klub med en meget god trup og en topmanager. De vandt alle deres hjemmekampe i Champions League i år, og at en klub ikke avancerer efter at have hentet 12 point er uhørt, siger Michael Laudrup.
Det første opgør mellem Swansea og Napoli spilles på Liberty Stadium i Wales den 20. februar. Returopgøret finder sted syv dage senere på Stadio San Paolo i Napoli.
Vinderen af opgøret skal møde enten portugisiske Porto eller tyske Eintracht Frankfurt i 1/8-finalen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned