Mixeddoublen Thomas Laybourn/Kamilla Rytter Juhl sikrede dansk guld ved VM i badminton, da de i finalen i Hyderabad besejrede Widianto/Natsir fra Indonesien.
Danmark fik søndag de første verdensmestre i badminton i seks år, da Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl efter endnu en pragtpræstation strøg til tops i mixeddouble.
Danskerne besejrede i finalen i Hyderabad de forsvarende verdensmestre, Nova Widianto og Liliyana Natsir fra Indonesien, med cifrene 21-13, 21-17, og dermed blev parret de første danske verdensmestre, siden herredoublen Lars Paaske og Jonas Rasmussen strøg til tops i 2003.
Laybourn/Juhl, som havde en god kampstatistik mod titelindehaverne, var aggressive fra begyndelsen, og da indoneserne samtidig lavede flere lette fejl, kom danskerne hurtigt foran 8-1 i første sæt. Laybourn og Juhl fortsatte det gode spil, mens deres modstandere tydeligvis havde svært ved at få styr på vinden på Gachibowli Indoor Stadium og flere gange skød bolden langt ud over baglinjen.
Til slut sløsede danskerne dog, men vandt første sæt på den syvende sætbold.
I andet sæt fortsatte de to danskere dominansen, sikrede guldet på overlegen vis og fuldendte dermed en fantastisk VM-turnering. Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl besejrede i kvartfinalen et kinesisk par i verdensklasse, og i semifinalen fik danskerne has på de sydkoreanske OL-guldvindere Lee/Lee.
Danmark vandt to medaljer ved VM, eftersom Joachim Fischer og Christinna Pedersen erobrede bronze i mixeddouble.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned