Lazio-angriber ender som Europas målkonge
Ciro Immobile (til højre) har scoret 35 gange i Serie A i denne sæson. (Arkivfoto). Foto: Ciro De Luca/Reuters
Ciro De Luca/Reuters
Ciro Immobile er Europas mest scorende spiller i de nationale ligaer med foreløbig 35 mål for Lazio i Serie A.
Med minimum 35 scoringer for Lazio i den bedste italienske fodboldrække ender Ciro Immobile som Europas målkonge.
Den målfarlige angriber blev lørdag sikker på at vinde prisen Den Gyldne Støvle, som er en kåring af den mest scorende spiller i Europas bedste nationale fodboldligaer.
Den 30-årige Immobile er allerede før lørdagens sidste spillerunde i Serie A sikker på at løbe med hæderen, da Juventus-angriberen Cristiano Ronaldo ikke kommer på banen mod AS Roma.
Juventus har lørdag eftermiddag meldt ud, at portugiseren sidder over mod Roma.
Med 31 scoringer havde Ronaldo en spinkel chance for at indhente Immobile.
Nærmeste konkurrent til Lazio-angriberen er Bayern München-målslugeren Robert Lewandowski. Polakken har scoret 34 gange i Bundesligaen i denne sæson.
Den Gyldne Støvle er blevet uddelt siden 1967 - i de første år af den franske avis L'Equipe. Siden 1997 har en række europæiske medier i foreningen European Sports Media stået bag prisen.
Der er dog med tiden indført en vægtning, så mål scoret i de bedste ligaer, tæller mere end mål i de mindre ligaer.
Barcelona-angriberen Lionel Messi er den mest vindende med seks kåringer.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker