Lazio og Inter pligtsejrer i tæt kamp om CL-billetter
Lazio-angriberen Ciro Immobile scorede to mål i søndagens sejr hjemme over Sampdoria. Foto: Scanpix/Andreas Solaro
Scanpix/Andreas Solaro
Både Lazio og Inter vandt deres kampe i Serie A og kæmper fortsat om at ende i top-4.
Mens Juventus og Napoli kæmper om at vinde det italienske mesterskab, så er der mindst lige så hård kamp om de næste placeringer.
Både Lazio og Inter vandt søndag pligtsejre i Serie A og fortsætter dermed en tæt kamp om at ende i top-4, der giver adgang til Champions League.
Lazio vandt hjemme 4-0 over Sampdoria og nåede dermed op på 67 point efter 34 kampe. Lazio er placeret på fjerdepladsen.
AS Roma, som lørdag vandt 3-0 ude over Spal, har også 67 point og indtager tredjepladsen på en bedre målscore.
Sergej Milinkovic-Savic og Stefan de Vrij scorede for Lazio i første halvleg, mens ligatopscorer Ciro Immobile sluttede kampen af med to mål.
Joachim Andersen spillede hele kampen i det centrale forsvar for Sampdoria, men danskeren kunne ikke ændre på nederlaget.
Inter havde lidt større besvær ude mod Chievo, men det endte med en kneben 2-1-sejr for Milano-klubben.
Mauro Icardi og Ivan Perisic scorede for Inter i starten af anden halvleg, mens Mariusz Stepinski fik reduceret og skabt spænding i slutminutterne. Der blev dog ikke scoret yderligere.
Inter er med sejren placeret på femtepladsen med 66 point efter 34 kampe. Det er et point færre end de to Rom-klubber.
Den danske landsholdsangriber Andreas Cornelius blev skiftet ind efter 86 minutter for Atalanta, som vandt 2-1 hjemme over Torino.
Alle tre mål var scoret, da Cornelius kom på banen.
Atalanta rykkede med sejren forbi AC Milan og op på sjettepladsen med 55 point efter 34 kampe. Milan tabte skuffende 0-1 hjemme til Benevento og har 54 point på syvendepladsen.
I bunden af rækken tabte Udinese og Jens Stryger Larsen med 1-2 hjemme til Crotone.
Udinese har nu tabt de seneste 11 ligakampe i træk og skal kæmpe for at undgå nedrykning. Holdet har fire point ned til Spal under nedrykningsstregen.
Crotones sejr betød i øvrigt, at bundproppen Benevento er sikker på at rykke ned i Serie B.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde