LeBron James hjælper Lakers i slutspil efter drama
LeBron James scorede 30 point, da Los Angeles Lakers sikrede sin deltagelse i NBA-slutspillet. Foto: Gary A. Vasquez/Ritzau Scanpix
LeBron James scorede 30 point, da Los Angeles Lakers spillede sig i NBA-slutspillet efter forlænget spilletid.
Los Angeles Lakers er med nød og næppe klar til sæsonens NBA-slutspil.
Det blev en kendsgerning med sejren på 108-102 over Minnesota Timberwolves efter forlængelse tidligt onsdag morgen dansk tid.
Der var tale om en såkaldt play in-kamp, hvor otte hold dyster om de sidste fire pladser til slutspillet i verdens bedste basketball-liga.
Det var ikke mindst superstjernen LeBron James' fortjeneste, at Lakers klemte sig med videre.
James blev noteret for 30 point, 10 rebounds og 6 assists på vejen mod sejren. Også Anthony Davis var godt kørende med 24 point og 15 rebounds.
Minnesota Timberwolves lignede ellers længe en vinder af den afgørende kamp.
Da kampen var halvvejs, førte Minnesota med 60-49, men Lakers kæmpede sig tilbage og udlignede til 98-98, selv om Minnesota i starten af fjerde quarter var foran med 89-79.
I forlængelsen kom Lakers med det samme foran og kontrollerede sejren i hus.
Dermed indløste Lakers plads til slutspillet, som holdet ikke nåede i sidste sæson.
I første runde af slutspillet skal Lakers nu op mod Memphis Grizzlies.
Natten til onsdag sikrede Atlanta Hawks sig ligeledes en plads i slutspillet med en sejr på 116-105 over Miami Heat.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned