Leganes får afslag på at hente Braithwaite-erstatning
Martin Braithwaite fik lørdag debut for FC Barcelona, da han bliv skiftet ind i 5-0-sejren over Eibar i den spanske liga. Foto: Albert Gea/Reuters
Albert Gea/Reuters
Leganes må ikke hente en erstatning, efter at FC Barcelona indløste Martin Braithwaites frikøbsklausul.
Leganes har fået afvist sin anmodning om at hente en erstatning for Martin Braithwaite.
Det skriver den spanske klub torsdag på sin hjemmeside.
Klubben fik afgørelsen fra Det Spanske Fodboldforbund. Forbundet begrunder beslutningen med, at der ikke findes regler for, at der skal gives tilladelse til erstatning i denne situation.
Forbundet har ifølge Leganes rådført sig med Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
FC Barcelona fik dispensation af fodboldforbundet til at hente en erstatning for langtidsskadede Ousmane Dembélé. Det skulle dog være en spiller i Spanien eller uden kontrakt.
I sidste uge indløste Barcelona så den danske angribers frikøbsklausul på 134 millioner kroner, så han kunne skifte til storklubben med øjeblikkelig virkning.
Det efterlod Leganes uden sin topscorer, mens klubben kæmper hårdt for at undgå nedrykning fra den bedste spanske række.
- Vi står over for uretfærdige regler, som truer konkurrencevilkårene og muligheden for, at alle klubber kan konkurrere på lige vilkår. Det har forårsaget enorm stor og alvorlig skade for klubben, skriver Leganes på hjemmesiden.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned