Legendarisk svensk landstræner er gået bort
Bengt "Bengan" Johansson vandt hele seks guldmedaljer ved store slutrunder som svensk landstræner (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den tidligere svenske håndboldlandstræner Bengt Johansson er død i en alder af 79 år.
Svensk håndbold har mistet en legende.
Bengt Johansson, der var landstræner for Sveriges herrer fra 1988 til 2004, er således gået bort i en alder af 79 år efter en tid med sygdom.
Det meddeler det svenske håndboldforbund på sin hjemmeside mandag.
- Bengt Johansson var en af svensk håndbolds største ledere gennem tiderne. Hans aftryk på svensk og international håndbold kan ikke hyldes nok, skriver forbundet.
Bengt Johansson havde kælenavnet Bengan. Det førte siden til, at Sveriges landshold fik kælenavnet Bengan Boys.
Under Johanssons ledelse vandt Sverige blandt andet to VM-titler, fire gange EM-guld og tre gange OL-sølv.
I 16 slutrunder med Johansson på sidelinjen hentede Sverige i alt 13 sæt medaljer.
Stefan Lövgren spillede på det svenske landshold i de fleste af Bengt Johanssons år som landstræner og er nu direktør i det svenske håndboldforbund.
- Han så dig altid som et individ, selv om vi dyrkede en holdsport. Han holdt altid øje med, at alle havde det godt. Det føles som det vigtigste at tage med sig som varme minder - ud over hvad vi oplevede sammen på banen, siger Lövgren til TT.
Bengt Johansson nåede inden sin tid som landstræner at føre klubholdet HK Drott til fem svenske mesterskaber. Det første var som spillende træner.
Forinden havde han som spiller vundet tre svenske mesterskaber med SoIK Hellas og opnået 83 landskampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker