Leicester fyrer manageren efter sløj periode
Claude Puel fik 16 måneder som manager for Premier League-klubben Leicester. Søndag blev han fyret. Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Et point i de seneste seks ligakampe var ikke nok til, at Claude Puel kunne beholde sit job i Leicester.
Kasper Schmeichel og holdkammeraterne i Leicester skal have ny manager.
Premier League-klubben skriver på sin hjemmeside, at den har stoppet samarbejdet med manager Claude Puel.
- Klubben takker Claude for indsatsen i de 16 måneder, han har været i klubben, og ønsker ham held og lykke fremover, skriver Leicester.
Også assisterende manager Jacky Bonnevay er fortid i klubben.
Puel blev ansat i oktober 2017 og førte i sidste sæson Leicester til en niendeplads i Premier League.
I de seneste seks Premier League-kampe er det dog blot blevet til et enkelt point. Da holdet lørdag tabte 1-4 hjemme til Crystal Palace, var det tredje nederlag på stribe.
Leicester ligger på 12.-pladsen i Premier League med otte point ned til nedrykningsstregen. Holdet møder tirsdag Brighton på hjemmebane.
Førsteholdstrænerne Mike Stowell og Adam Sadler overtager ansvaret for holdet, indtil en ny manager er på plads.
57-årige Puel tog over efter Craig Shakespeare, der var blevet ansat som manager efter fyringen af Claudio Ranieri.
Sidstnævnte stod i spidsen for Leicester, da holdet i sæsonen 2015/16 overraskede alt og alle og vandt det engelske mesterskab.
Den indeværende sæson har mildt sagt været turbulent for Leicester. I oktober sidste år døde holdejer Vichai Srivaddhanaprabha, da hans helikopter styrtede uden for klubbens stadion, King Power Stadium.
Sammen med stab og spillere tog Puel til Thailands hovedstad, Bangkok, for at ære den afdøde holdejer ved en begravelsesceremoni.
Vichai Srivaddhanaprabha blev også mindet ved flere af Leicesters efterfølgende kampe.
Franske Puel var cheftræner for Monaco fra 1999 til 2001. Siden var han forbi Lille, Olympique Lyon og Nice, før han tog til Southampton i 2016 og derefter videre til Leicester.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker