Leicester henter garvet italiener ind som ny manager
Peter Schmeichel var på tale til managerjobbet for sønnen i Leicester City, men det gik til Claudio Ranieri.
Den erfarne italiener Claudio Ranieri skal i de kommende tre sæsoner stå i spidsen for Kasper Schmeichels Premier League-klub Leicester City.
Det bekræfter klubben på sin hjemmeside mandag.
Dermed kan spekulationerne, om hvorvidt Peter Schmeichel skulle ende som manager for sin søn, stoppe. Den tidligere danske landsholdsmålmand blev ellers i engelske medier nævnt som en mulig kandidat til managerjobbet, men det gik altså til Ranieri.
Leicester-næstformand Aiyawatt Srivaddhanaprabha siger om den nye manager til hjemmesiden:
- Hans meritter i branchen, hans kendskab til engelsk fodbold og hans succespræstationer med at træne nogle af verdens bedste spillere gjorde ham til en enestående kandidat til jobbet, og hans ambitioner for fremtiden harmonerer med vores.
Claudio Ranieri siger selv om ansættelsen:
- Jeg er meget glad for at være her i en klub med så stor en tradition som Leicester City.
- Jeg har arbejdet i mange store klubber, i mange store ligaer, men siden jeg forlod Chelsea, har jeg drømt om en ny chance for at arbejde i verdens bedste liga igen, lyder det fra italieneren.
Ranieri overtager jobbet efter Nigel Pearson, der trods overlevelse i Premier League blev fyret for et par uger siden.
Claudio Ranieri har senest været landstræner for Grækenland, hvor han blev fyret efter et nederlag på hjemmebane til Færøerne, men han har tidligere i karrieren styret tropperne i storklubber som Chelsea, Valencia, Juventus, Inter, Roma, Atlético Madrid og Monaco.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde