Italieneren Damiano Cunego havde et minut og 59 sekunders forspring til Levi Leipheimer før sidste etape af cykelløbet Schweiz Rundt, men det var åbenbart ikke nok på den 32 kilometer lange enkeltstart.
Da regnskabet skulle gøres op, havde Levi Leipheimer slået italieneren med fire sekunder i det samlede klassement, og det fik den 37-årige amerikanske veteran til at undskylde, da de to ryttere mødtes efter etapen.
- Det er jeg altså ked af, sagde Levi Leipheimer trøstende og gav Cunego en krammer.
Etapen blev vundet af hjemmebanefavoritten Fabian Cancellara. Selvom menuen stod på 32 kilometer enkeltstart, som er schweizerens speciale, var ruteprofilen ikke skåret efter hans hoved.
Der var en pæn stigning over fire kilometer op til anden mellemtid, og Cancellara måtte stramme sig an for at hente sejren.
Andreas Klöden fra Team Radioshack var tæt på at snyde ham. Men selvom den 35-årige tysker var hurtigere end Fabian Cancellara ved både første og anden mellemtid, tabte han sekunder på de sidste kilometer.
På stregen havde Klöden sat sin føring over styr. Klöden kom i mål i en tid, der var ni sekunder langsommere end schweizerens.
På en dag, da Leopard Treks to luxembourgske Tour de France-favoritter, Fränk og Andy Schleck, begge skuffede fælt, kunne danske Jakob Fuglsang stå for det opmuntrende indslag på supermandskabet.
Fuglsang blev nummer syv på etapen, og det rakte til en samlet fjerdeplads. Silkeborgenseren var blot otte sekunder fra at slutte på podiet.
Sidste år blev Fuglsang nummer tre i Schweiz Rundt.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned