Leipzig-træner lader sig ikke narre af Liverpools krise

Julian Nagelsmann (til venstre) står over for landsmanden Jürgen Klopp på sidelinjen, når RB Leipzig tørner sammen med Liverpool i ottendedelsfinalen i Champions League. Foto: Frankhoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix

Det kan øge Liverpools chancer i Champions League, at holdet er ude af kampen om det engelske mesterskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre nederlag i træk er den tyngende ballast, Liverpool slæber rundt på inden den første Champions League-ottendedelsfinale mod RB Leipzig tirsdag aften.

Men Leipzig-træner Julian Nagelsmann mener ikke, at man skal lægge for meget i den skrantende form hos de regerende engelske mestre.

- Jeg tror ikke, jeg behøver at advare mit hold om at møde en såret bokser. Spillerne ved, at Liverpool er et verdensklassehold, siger Nagelsmann ifølge AFP.

Liverpool skuffede senest med 1-3 mod Leicester og har generelt set skrøbelig ud i defensiven hen over vinteren.

Holdet er 13 point efter førende Manchester City, hvilket har fået manager Jürgen Klopp til at give fortabt i mesterskabskampen. Og det kan være til klubbens fordel i Champions League, mener Nagelsmann.

- Liverpool er ikke i krise i Champions League, men i Premier League. Det er en fuldstændig anderledes turnering. Man har afskrevet Premier League-titlen, og nu er fokus udelukkende på Champions League.

- De vil forsøge at ryste de negative oplevelser af sig. Vi er advaret, og det kommer til at handle om dagsformen, siger Julian Nagelsmann.

Mens den engelske storklub halter en smule, er Leipzig selv godt kørende i øjeblikket.

Holdet er på andenpladsen i Bundesligaen og har vundet tre ligakampe i træk. Senest blev det 2-1 hjemme over Augsburg.

Leipzig har status af hjemmehold tirsdag aften, selv om kampen på grund af tyske indrejserestriktioner er flyttet til Budapest i Ungarn.