Lekic: Værste bane nogensinde

Spillerne gled, faldt og skvattede rundt, da Silkeborg gæstede HB Køge og Køge Stadion. Og græstæppets tilstand får da også ganske kontante ord med på vejen fra gæsternes Rajko Lekic.

- Det var den værste bane, jeg nogensinde har spillet på. Det kan jeg sige uden at overdrive, siger Silkeborgs topscorer.

Selv om hans hold scorede fire gange, var Rajko Lekic aldrig selv i nærheden af at lave mål. Men som angriber er det også svært at komme frem til så mange store chancer i en kamp, hvor banen er så dårlig, mener han.

- Jeg vidste godt, at det ville blive svære forhold derude, og så må man bare indstille sig på, at det mere handler om at arbejde for sagen og for holdet. Der var ikke nogen mulighed for rigtigt at spille sig frem til noget, for det hele bliver meget tilfældigt på sådan en bane, siger Lekic.

Han har ellers hårdt brug for at spille sig til positiv opmærksomhed. Efter debuten på det danske A-landshold i onsdags kæmper Rajko Lekic nu for alvor for at komme med til VM-slutrunden. Og det har også fået ham til at stille endnu større krav til sig selv.

- Jeg ser mere kritisk på mine egne præstationer nu, for det er altså nu, at jeg skal ud og præstere. Jeg synes, at jeg gør det okay i dag, men jeg må også indrømme, at det er lidt trist, når man som angriber ikke rigtig kommer frem til nogle ordentlige chancer i en kamp, siger Rajko Lekic.

Indtil videre er det i denne sæson blevet til 10 mål i SAS Ligaen fra Silkeborgs VM-bejler.

/ritzau/

Silkeborgs VM-kandidat Rajko Lekic spillede en meget anonym kamp i 4-1-sejren over HB Køge. Men han var da også langt fra tilfreds med baneforholdene.

Offentliggjort Sidst opdateret