Leon Madsen bliver nummer to ved VM-grandprix i Gorzow
Leon Madsen (rød hjelm) ses her i et af de indledende heats, hvor han overhalede Jason Doyle (blå hjelm). Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Sportxpress/Ritzau Scanpix
I finalens sidste sving lavede Leon Madsen en overhaling og hentede andenpladsen ved VM-grandprix.
Speedwaykøreren Leon Madsen leverede lørdag aften sæsonens bedste danske VM-resultat.
På banen i Gorzow blev Leon Madsen nummer to efter en højdramatisk finale, der blev vundet af svenskeren Fredrik Lindgren.
Med andenpladsen formåede Leon Madsen at forbedre sig med to placeringer i forhold til fredagens grandprix på samme bane i Gorzow, hvor han blev sidst i finaleheatet - nummer fire.
I de indledende heats var viceverdensmesteren godt kørende, og han vandt tre ud af fem heats og kørte sig derfor i semifinalen med komfortabel margin.
Madsens semifinale blev indledt med en yderst intens positionskamp. Heldigvis for vejlenseren kom han ud af første sving som nummer to, og han kørte finalepladsen hjem.
I finalen blev der kørt speedway på højt niveau, og Leon Madsen nåede at skifte mellem anden- og tredjepladsen flere gange, før han til allersidst overhalede Jason Doyle og snuppede andenpladsen.
De øvrige danskere havde til gengæld en ret så sløj lørdag.
Anders Thomsen, der var med som reservekører, sluttede som nummer ti efter de indledende heats. Han gjorde sig bemærket med en enkelt heatsejr, men i flere af de øvrige heats blev det illustreret, at han fortsat mangler lidt for at kunne følge med de hurtigste VM-kørere under et grandprix.
Niels-Kristian Iversen og Mikkel Michelsen slap heller ikke godt fra grandprixet. De blev henholdsvis nummer 13 og 15 ud af de 16 kørere.
Efter lørdagens grandprix er VM-sæsonen midtvejs, da fire ud af otte grandprixer er kørt. I næste uge skal der køres to grandprixer i Prag.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker