Det store italienske cykelløb Giro d'Italia kommer stadig til at have Leopard Trek i feltet.
Holdet fra Luxembourg har valgt at fortsætte på trods af dødsfaldet af holdets belgiske rytter Wouter Weylandt, der døde som følge af et styrt på mandagens 3. etape.
- Vi stiller til start på tirsdagens etape af respekt for Weylandts familie og også for at dele vores sorg med resten af cykelverdenen, siger holdets danske manager Brian Nygaard ifølge cyclingnews.com.
- Drengene var fuldstændigt knuste mandag, og vi har meldt ud, at hvis der er nogen, der ikke har lyst til at fortsætte, så respekterer vi det, fortæller Brian Nygaard.
Tirsdagens 4. etape indledes med et minuts stilhed, og så er det ellers op til rytterne at bestemme, hvad der skal ske. Det siger løbsdirektør Angelo Zomegnan.
- Vi vil respektere den beslutning, rytterne og Weylandts hold, Leopard Trek, tager, uanset hvad, siger han.
- Det er dem, som beslutter, hvad der skal ske. Jeg kan kun sige, at der forud for tirsdagens 4. etape ikke vil være festlig musik eller andre fejringer, som der ellers plejer, forklarer Zomegnan.
Mandagens tragiske hændelse fandt sted på en nedkørsel omkring 20 kilometer fra målstregen.
Weylandt, hvis kæreste er gravid, blev 26 år.
Giroen slutter den 29. maj i Milano.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker