Leopard Trek-veteran: Contador er uskarp

Alberto Contador halede otte sekunder ind på Andy Schleck på tirsdagens etape på Mûr de Bretagne, men det imponerer ikke Jens Voigt.

Voigt tror stadig på sin kaptajn, Andy Schleck, på Leopard Trek-holdet, mens den tyske veteran tvivler mere på Contador.

- Så er der Alberto Contador, som endelig viste sig ved at angribe på Mûr de Bretagne og kom ind på en andenplads. Men jeg synes bare, det er fis i en hornlygte, skriver Voigt på sin blog på bicycling.com.

- Jeg mener - han skal jo angribe, hvis han er den bedste. Men indtil videre har han ikke set skarp ud i denne Tour. Jeg ved ikke, hvad det er, men han ser bare ud til at mangle en lille smule over det hele, mener Voigt.

Tyskeren er også hård i kritikken mod sine tidligere holdkammerater, heriblandt Nicki Sørensen og Chris Anker Sørensen.

- Hans hold er der ikke, når etaperne bliver hårde. Og han er stadig 1,40 minutter efter i klassementet, konstaterer Voigt,

Når Voigt skal spå om, hvem der ender i top-3 i Paris, så tror han end ikke på, at Contador kan kæmpe sig til en podieplads.

- Før starten på Touren pegede jeg på en af Schleck-brødrene, Robert Gesink og Cadel Evans til at stå på podiet, og det står jeg ved i dag.

- Hvem ved? Måske jeg vil ligne et fjols om 10 dage. Men så igen - måske vil jeg ligne en profet, lyder det fra Voigt.

Andy Schlecks tidstab og det faktum, at luxembourgeren ikke kunne hænge med de bedste på tirsdagens etape, bekymrer ikke Voigt.

- Min holdkammerat Andy Schleck blev fanget lidt bagude og tabte otte sekunder. Andy er ikke god til at slås for sin position, og der var meget kamp om at positionere sig ved foden af Mûr de Bretagne, og det er bare ikke Andys styrke.

- Men en masse gode ryttere mistede tid, så jeg er ikke specielt bekymret, forklarer Voigt.

/ritzau/

Leopard Treks Jens Voigt er ikke imponeret over Alberto Contador trods tirsdagens angreb på Mûr de Bretagne.

Offentliggjort Sidst opdateret