Lettet gymnastikstjerne efter OL-guld: Der var ingen flashback
Simone Biles og det amerikanske gymnastikhold tog tirsdag aften guld i holdkonkurrencen ved OL i Paris. Foto: Kaname Muto/Ritzau Scanpix
I Tokyo gik det galt i holdkonkurrencen for Simone Biles, men tirsdag var hun tilbage på toppen og tog guld.
Det var en lettet Simone Biles, der tirsdag aften vandt OL-guld mod USA i holdkonkurrencen.
Guldet kom i hus, tre år efter gymnastikfænomenet bukkede under i netop holdkonkurrencen ved OL i Tokyo. Her mistede hun pludselig fornemmelsen for, hvad der var op og ned, da hun blev ramt af såkaldt skruesyge.
- Da jeg havde afsluttet spring over hest, var jeg lettet, for der var ingen flashback eller noget, sagde Biles efterfølgende.
Det var netop i disciplinen spring over hest, at det gik galt i Tokyo. Og selvtilliden var derfor i top, efter den 27-årige superstjerne leverede den højeste score i disciplinen i holdfinalen.
- Så snart jeg landede, tænkte jeg: "Åh ja, vi kommer helt sikkert til at gøre det her".
Det amerikanske hold endte med at tage en suveræn sejr foran Italien og Brasilien og fik dermed oprejsning fra Tokyo, hvor det blev til sølvmedaljer, efter Biles forlod finalen.
Biles har kæmpet sig tilbage på USA's gymnastikhold efter en to år lang pause for at fokusere på sig selv.
- Jeg startede med terapi i morges (tirsdag morgen, red.), og jeg sagde til hende (terapeuten, red.), at jeg følte mig rolig og klar. Og det var præcis, hvad der skete, sagde Biles efter holdkonkurrencen.
Guldmedaljen i holdkonkurrencen var femte OL-guld i Biles' karriere.
Og endnu en gang var en lang række amerikanske stjerner mødt op i Bercy Arena i Paris for at følge hende. På tribunerne var blandt andre tennislegenden Serena Williams, skuespiller Nicole Kidman, Microsoft-stifter Bill Gates og Biles' mand, NFL-spilleren Jonathan Owens.
I alt har Biles nu otte olympiske medaljer, og flere kan være på vej. De næste dage deltager hun i fire individuelle finaler.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned