Leverkusen udbygger solid føring i Bundesligaen
Bayer Leverkusens Alejandro Grimaldo scorede det andet mål i sejren over FC Köln i den tyske Bundesliga. Foto: Wolfgang Rattay/Reuters
Bayer Leverkusen vandt over FC Köln og topper dermed den tyske Bundesliga med ti point ned til Bayern München.
Når Bayer Leverkusens spillere og trænere kigger på tabellen i den tyske Bundesliga, er noget ikke helt, som det plejer at være.
For Bayern München, der har vundet det tyske mesterskab de seneste 11 sæsoner i træk, er placeret som nummer to hele ti point efter førerholdet, som i denne sæson er Leverkusen.
Den nu solide føring på et tocifret antal point er en realitet efter weekendens resultater, hvor Leverkusen søndag vandt 2-0 ude over FC Köln.
Dermed udnyttede Leverkusen til fulde, at Bayern München led et pointtab fredag aften med 2-2 ude mod Freiburg.
Med ti spillerunder tilbage i Bundesligaen har Leverkusen dermed skabt et hul ned til Bayern München på ti point.
Så måske skal det være i år, at mærkatet "Neverkusen" bliver lavet om. Leverkusen har fået tilnavnet på grund af klubbens mange andenpladser tidligere i historien.
I søndagens kamp blev opgaven noget nemmere efter et kvarters spil.
Her modtog FC Köln-spilleren Jan Thielmann et rødt kort efter en grov stempling på Leverkusens Granit Xhaka.
Syv minutter før pausen scorede wingbacken Jeremie Frimpong til 1-0 for Leverkusen på en afslutning tæt på mål.
Den stilling holdt længe, mens Leverkusen kontrollerede kampen ved at have bolden det meste af tiden.
Et stolpeskud fra FC Kölns Sargis Adamyan kort inde i anden halvleg var det tætteste, hjemmeholdet kom på point.
Efter 73 minutter afgjorde den velspillende wingback Alejandro Grimaldo kampen med målet til 2-0 for Leverkusen.
Rasmus Carstensen spillede hele kampen for FC Köln som højre back, og danskeren var ikke i stand til at ændre på nederlaget og den fjerde kamp i træk uden sejr.
FC Köln er placeret på tredjesidstepladsen i Bundesligaen. Holdet har otte point op til redning.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde