Lewis Hamilton-chefer undskylder: Vi tog sejren fra ham
Nico Rosberg og Lewis Hamilton, søndag på podiet i Monaco. Foto: Luca Bruno/AP/POLFOTO
Luca Bruno/AP/POLFOTO
Mercedes-holdet tog sejren fra Lewis Hamilton i Monaco, da teamet kaldte ham ind til et unødvendigt pitstop.
Formel 1-cheferne hos det suveræne Mercedes-hold undskylder over for den regerende verdensmester, Lewis Hamilton, efter søndagens grandprix i Monaco.
Hamilton lå til at tage sejren i Monacos snævre gader, da briten med få omgange tilbage af løbet blev kaldt ind til et pitstop for at få udskiftet sine dæk på et tidspunkt, hvor der var en safety car på banen.
Det var dog unødvendigt at foretage dækskiftet, der sendte Hamilton ned på tredjepladsen efter vinderen, holdkammeraten Nico Rosberg, og Ferraris Sebastian Vettel.
- Det var en fejl af holdet, siger Mercedes-chefen Niki Lauda.
- Lewis sagde, at han ikke var glad for sine dæk, og de (holdet, red.) overreagerede og kaldte ham ind. Der var ingen grund til det. Det var en fejl, konstaterer Lauda, der selv vandt VM-titlen tre gange i karrieren.
- De (holdet, red.) overreagerede 10 omgange før afslutningen i Monaco, hvor man ikke kan overhale. Vi ødelagde hans løb. Jeg har allerede undskyldt, siger østrigeren.
Formel 1-teamets øverste chef, Toto Wolff, er heller ikke stolt over det kostbare pitstop. Han forklarer, at holdet havde regnet sig frem til, at Lewis Hamilton havde et så stort forspring, at han ville køre ud på førstepladsen efter sit pitstop.
- Hvad fanden skete der lige der? Det er det helt rigtige spørgsmål.
- Det simple svar er, at vi regnede forkert. Vi troede, at vi (Hamilton, red.) havde et forspring, som vi (Hamilton, red.) ikke havde, da safety car kørte på banen, siger Toto Wolff, der straks sagde undskyld til verdensmesteren.
- Det er nok det eneste, man kan gøre. Han er en stor leder, en storslået kører, og jeg er sikker på, at han kan forstå, at vi sommetider laver fejl. Og sådan var det i denne situation, siger Mercedes-chefen.
Lewis Hamiltons forspring i VM-stillingen til holdkammeraten Nico Rosberg er nu skrumpet til 10 point.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet