LFA bevarer betonklodsen i forsvaret

Foto: Mads Jensen (tv) har forlænget aftalen med Lolland-Falster Alliancen til udgangen af året.

Mads Jensen forlænger aftalen med Alliancen til udgangen af året.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den nye målmand kom på plads først på ugen i Lolland-Falster Alliancen, der skrev kontrakt med Sebastian Olsen, Næstved, og nu har “bjørnebanden” også fået papir på en af holdets mest erfarne spillere, 28-årige Mads “Beton” Jensen. Mads Jensen havde en halvårlig aftale, der udløb 31. december, men den er nu blevet forlænget til udgangen af dette år.

- Vi er glade for at kunne beholde en af vore stamspillere, som er en vigtig del af holdet, både på og uden for banen, siger direktør i Lolland-Falster Alliancen, Morten Jensen.

Der har været forhandlet i flere omgange både før og efter julepausen.

- Det har ikke været nemt, men heldigvis har Mads også vist forståelse for vores økonomiske situation, siger Morten Jensen uden at ville oplyse, om klubben kunne opfylde alle forsvarsspillerens krav.

Mads Jensen har - så længe Jesper Münsberg er fraværende - kamprekorden i den nuværende stab med 264 optrædener for “bjørnebanden” siden debuten som 18-årig i foråret 2000 i en Danmarksseriekamp i Måløv!

Mads Jensen har således været med i hele Alliance-opturen, der kulminerede med ottendepladsen i 1. division og pokalkvartfinale mod Brøndby i 2004.