Ligatopscorer er ikke længere førstevalg på landsholdet
Kristina Kristiansen har ikke fået meget spilletid i håndboldkvindernes afgørende OL-kvalifikationskampe.
Kristina "Mulle" Kristiansen er publikums yndling, når hun løber på banen sammen med de andre kvinder på det danske håndboldlandshold.
Men under OL-kvalifikationsturneringen i Aarhus i weekenden har det været begrænset med spilletid i de afgørende kampe for den lille playmaker, der er topscorer i den danske liga og ellers tidligere har været det klare førstevalg som spilstyrer på landsholdet.
- Stine Jørgensen har vist sig at være en rigtig dygtig spilstyrer, som styrer spillet på den måde, jeg gerne vil have det. Det er det, jeg hæfter mig mest ved. Og så arbejder vi videre med Kristina Kristiansen, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.
Han lægger ikke skjul på, at Nykøbing Falster-spilleren har noget at arbejde med, hvis hun skal tilbage som hans førstevalg på playmaker-posten.
- Ind imellem bliver det en lille smule for hektisk, og det snakker vi om hele tiden.
- Til hendes ros skal det siges, at det er gået fint til træning i denne samling, så jeg er fortrøstningsfuld og regner med, at vi får det til at fungere, siger landstræneren.
Selv kan Kristina Kristiansen ikke pege på, hvorfor hun ikke blev brugt mere på banen i de to første OL-kvalifikationskampe mod Rumænien og Montenegro.
- Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har fået så meget spilletid. Det er jo noget, Klavs (Bruun Jørgensen, red) bestemmer, så det må I spørge ham om, siger hun.
Nykøbing Falster-spilleren er dog ikke skuffet over den nye landstræner, som overtog posten fra Jan Pytlick for godt ni måneder siden.
- Jeg er glad for Klavs (Bruun Jørgensen, red) som træner. Han er en god træner og skal nok få bygget et godt hold op, siger Kristina Kristiansen.
Det lykkedes ikke for Danmark at kvalificere sig til OL i Brasilien til sommer. Næste store opgave for landsholdet bliver derfor EM i Sverige til december.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker