Lindberg er begyndt at trække i trådene hos satsende klub
Hans Lindberg var sidste år med til at vinde guld ved OL med det danske håndboldlandshold. (Arkivfoto). Foto: Bernadett Szabo/Reuters
Selv om Hans Lindberg endnu ikke har stoppet karrieren, er han så småt begyndt at forme HØJ Elites hold.
Officielt skulle han først være begyndt som sportslig koordinator, når den aktive karriere var forbi.
Men allerede nu er landsholdslegenden Hans Lindberg begyndt at arbejde i kulissen for den storsatsende klub HØJ Elite.
Det kom blandt andet til udtryk, da 1.-divisionsklubben for nylig præsenterede Barcelona-stjernen Hampus Wanne som spiller for den kommende sæson.
- Jeg har nok været lidt med inde omkring processen, siger han med et skævt smil i HØJ's kontorbygning i udkanten af Ølstykke.
- Jeg er med til at forme holdet, kontakte spillere og snakke med agenter for at se, i hvilken retning vi skal gå, og hvad der kan lade sig gøre.
Både på herre- og kvindesiden har HØJ Elite sikret sig nogle markante profiler til den kommende sæson.
HØJ-kvinderne sikrede sig oprykning til øverste niveau i lørdags, mens herrerne fører 1. division og dermed også har kurs mod den bedste række.
Og inden for ganske få år vil sjællænderne spille med om guldet.
- Jeg prøver selvfølgelig at bruge min erfaring og mit netværk til at hjælpe til. Men det er ikke i fuldt flor, når jeg stadig er aktiv spiller. Der er nogle opgaver, jeg vil overtage, når jeg stopper. Men jeg prøver at bidrage, for vi vil alle sammen gerne opnå det samme, siger han.
43-årige Lindberg vendte i sommer hjem til dansk håndbold efter 17 år i udlandet. De ydmyge rammer, HØJ spiller under i Ølstykke og Jyllinge frem til indvielsen af den nye arena i 2027, er langt fra dem, fløjspilleren har været vant til.
- Det har været spændende. Jeg har glædet mig til det og vidst det i lang tid. Det er en travl hverdag, hvor jeg har meget at se til. Både i HØJ, men også bare det at etablere sig som familie.
- Selvfølgelig er det andre rammer, end jeg har spillet i før. Men der er stadig det med at opnå nogle ting som hold og flok, som sætter sig nogle mål. Det trigger mig stadig, forklarer den tidligere bundesligaspiller.
Lindberg vendte i sommer hjem på en treårig kontrakt, men det er endnu ikke afklaret, om han fortsætter på banen i den kommende sæson.
Landsholdslegenden har spillet 308 kampe og scoret 809 mål for Danmark. Han var sidste år med til at vinde guld ved OL og har tidligere vundet både EM og VM med landsholdet.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker