Duellen mellem Kroatiens målmand Mirko Alilovic og de danske fløje er af landstræner Ulrik Wilbek blevet udpeget som afgørende for, at Danmark kan slå Kroatien i aftenens VM-kamp.
Wilbek har grimme minder fra mellemrunden ved EM sidste år, hvor Alilovic snuppede 8 af de 11 danske fløjskud og var en af hovedmændene bag Kroatiens sejr på 27-23.
Hans Lindberg, der som den eneste af de danske kantspillere formåede at score på Alilovic sidste år, er dog ikke skræmt over keeperen, der til dagligt spiller i slovenske Celje.
- Han har ikke haft så god en sæson, og for mig at se er der helt sikkert målmænd med ved VM, der er bedre end ham, siger Lindberg, som ser små svagheder i kroatens målmandsspil.
- Han laver de samme to-tre udfald, og han går tit meget tidligt på skuddene. Så det handler om at give sig tid til at kigge ham og vente på, at han vælger, hvad han vil gøre, siger den danske højrefløj.
Og selv om Wilbek altså har stor respekt for Alilovic, så har han set ved dette VM, at den kroatiske førstemålmand kan besejres - også fra fløjene.
- I går mod Serbien havde Alilovic bestemt ikke en stor dag. Den serbiske fløj Ivan Nikcevic scorede nærmest efter behag, konstaterer den danske landstræner.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde