Anders Lindegaard måtte mandag aften melde afbud til de kommende kampe i EM-kvalifikationen mod Cypern og Portugal.
Landsholdets reservemålmand er ankelskadet, og han erstattes af den tidligere FCK-målmand Jesper Christiansen, som spiller i svenske Elfsborg.
Den danske målmand fra Manchester United blev skadet lørdag, da han optrådte for sin engelske klub mod Norwich i en kamp, som United vandt 2-0.
Det var Anders Lindegaards debut i Premier League, hvor han afløste spanieren David De Gea.
Den 27-årige fynbo blev undersøgt og diagnosticeret af Manchester Uniteds lægestab mandag, og derfor var han ikke mødt op i landsholdslejren, selvom han var udtaget.
Landstræner Morten Olsen har tre målmænd i truppen, hvor Stokes Thomas Sørensen er førstevalg. Med til træningen i Helsingør er også Evians Stephan Andersen, og fra tirsdag er Jesper Christiansen klar til at træne med truppen.
Jesper Christiansen ankommer til landsholdets hotel allerede mandag aften.
Danmark gæster fredag Cypern, mens Portugal venter fire dage senere i Parken.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde