Lindsey Vonn bliver historisk med rekordsejr
Skistjernen tog sin 62. sejr i World Cuppen, da hun søndag vandt et styrtløb i Italien.
Den amerikanske skistjerne Lindsey Vonn er nu den bedste kvindelige skiløber i World Cup-historien.
Søndag vandt den 30-årige amerikaner sin World Cup-sejr nummer 62, da hun tog sejren i et styrtløb i italienske Cortina d'Ampezzo.
Dermed tangerer hun den østrigske skilegende Annemarie Moser-Pröll, der er noteret for det samme antal World Cup-sejre. Moser-Pröll huserede på skibakkerne for 40 år siden.
Vonn slog søndag i Italien en anden østriger i form af Elisabeth Görgl med 32 hundreddele af et sekund.
- Jeg er meget glad for sejren. Det var en vanskelig bakke med meget sne. På den øverste del var forholdene ikke gode, siger amerikaneren.
- Det har været en lang vej at nå dertil, hvor jeg er nu. Hvis jeg ser tilbage på min karriere, så kan jeg næsten ikke forstå, at jeg har vundet så meget.
- Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle nå så langt og komme så højt op, siger hun.
Skistjernen har dog et stykke vej op til den mest vindende mandlige skiløber i World Cup-historien. Her sidder svenske Ingemar Stenmark på tronen med 86 sejre fra 1975 og frem til 1989.
Lindsey Vonn er netop vendt tilbage efter en 2014-sæson, der blev fuldstændig ødelagt af skader. Amerikaneren måtte blandt andet melde afbud til vinter-OL i Sotji.
For nylig takkede hun i et interview sin kæreste, golfstjernen Tiger Woods, for at motivere hende og gøre hende mentalt stærkere frem mod sit comeback på løjperne.
World Cuppen fortsætter mandag i Cortina d'Ampezzo, hvor der skal dystes i Super G.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet