LIV Golf annoncerer transfervindue for næste sæson
Phil Mickelson er et af de store navne, som har valgt at skifte til den omdiskuterede tour LIV Golf. (Arkivfoto). Foto: Cliff Hawkins/Ritzau Scanpix
I 2024-sæsonen af golftouren hos LIV Golf vil spillere kunne skifte hold i to forskellige transfervinduer.
Den omdiskuterede golftour, LIV Golf, fortsætter med at gå nye veje inden for golfsporten. Nu kommer der med forbillede fra andre sportsgrene transfervinduer på golftouren.
Som en del af turneringsformatet er der 12 hold a fire spillere på touren. LIV Golf meddeler onsdag, at holdene fremover kan handle spillere.
Det kan ske, når transfervinduet er åbent før sæsonen, ligesom der også vil være et transfervindue midt i sæsonen.
Som man kender det fra især amerikanske sportsgrene, vil der være tale om byttehandler - eller trades, som amerikanerne kalder det.
Spillerne hos LIV Golf er på kontrakt med golftourens 12 hold, og de 24 bedste individuelle spillere af de 48 på touren efter sæsonen er garanteret et tilbud om at fortsætte i den kommende sæson.
Såfremt en spiller i top-24 har kontraktudløb efter sæsonen og ikke kan blive enig med sit hold om en forlængelse, bliver spilleren "free agent" og kan altså skrive kontrakt med et andet hold. Igen meget som man kender det fra amerikansk sport.
Spillerne uden for top-24 på den individuelle rangliste betragtes også som "free agents". Dem kan de enkelte hold vælge at skrive kontrakt med.
LIV Golf blev lanceret i 2021, og i 2022 løb den første turnering af stablen. Touren er blevet kritiseret, blandt andet fordi den er finansieret af Saudi-Arabien, og fordi den har brugt en formue på at lokke spillere væk fra de traditionelle tours.
Den omdiskuterede tour har ligget i krig med især PGA Tour og DP World Tour, men tidligere i år var der pludselig enighed mellem parterne.
Ganske opsigtsvækkende sagde de to gamle tours ja til at lade Public Investment Fund købe de kommercielle rettigheder, så den saudiarabiske investeringsfond nu ejer rettighederne til alle tre tours.
Phil Mickelson, Brooks Koepka og Dustin Johnson er blandt de store navne, som er skiftet til LIV Golf.
Touren fik i oktober afvist en forespørgsel om at blive indlemmet i verdensranglisten, så spillerne i LIV Golf-turneringerne også samlede ranglistepoint.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker