Liverpool-anfører: Dommer mistede kontrol under derbykaos

Der opstod stor tumult på banen efter slutfløjtet i Liverpools 2-2-kamp mod Everton. Foto: Nick Potts/Ritzau Scanpix

Fire spillere og trænere blev præsenteret for det røde kort, efter at der opstod tumult i Merseyside-derby.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den engelske dommer Michael Oliver havde ingenlunde styr på begivenhederne, da der onsdag aften opstod tumult efter slutfløjtet i Liverpools 2-2-kamp mod Everton i Premier League.

Sådan lyder det fra Liverpools anfører, Virgil van Dijk, der mener, at Everton provokerede Liverpools fans efter en udligning i de døende sekunder.

- Jeg synes ikke, at dommeren havde styr på kampen, og det sagde jeg også til ham. Det er et faktum, og begge hold må håndtere det, siger anføreren til TNT Sports efter pointtabet.

Evertons Abdoulaye Doucouré fejrede James Tarkowskis udligning i sidste sekund foran udebaneafsnittet i det sidste Merseyside-derby på Evertons nuværende hjemmebane, Goodison Park.

Fejringen udløste en heftig reaktion fra Liverpools Curtis Jones, der konfronterede Doucouré.

Det førte til tumult mellem holdene, og Michael Oliver slyngede om sig med kort efter slutfløjtet.

Både Doucouré og Curtis Jones blev præsenteret for det røde kort. Samtidig fik Liverpool-manager Arne Slot rødt kort for brok, og det samme gjorde en af hans assistenter.

- Vi så, hvordan de fejrede målet - det har de fuldt ud ret til - men jeg synes, at Doucouré ville provokere vores fans, og Curtis syntes ikke, at det var det rigtige at gøre, siger Virgil van Dijk.

For anden gang i sæsonen må Liverpool undvære Arne Slot på sidelinjen, når holdet søndag møder Wolverhampton på hjemmebane i Premier League.

Som følge af tre gule kort havde hollænderen karantæne, da Liverpool i december vandt 2-1 over Southampton i kvartfinalen i Liga Cuppen.

Liverpool topper Premier League med 57 point for 24 kampe. Der er syv point ned til Arsenal på andenpladsen.

Everton ligger på 15.-pladsen med 27 point.

/ritzau/Reuters