Liverpool-boss langer ud efter sit forsvar
Liverpool lukker for mange mål ind, mener manager Brendan Rodgers, som torsdag aften så sit hold tabe 2-3 til italienske Udinese i Europa League.
Premier League-klubben gik ellers til pause med en 1-0 føring og havde kontrol med kampen, men blev siden overrumplet i anden halvleg.
- Jeg synes, at holdet arbejdede godt, men vi må ikke være afhængige af at skulle score fire eller fem mål for at vinde en kamp. Det er et område, som vi skal arbejde med. Det er for let at score mod os, siger Brendan Rodgers.
Daniel Agger, som har været skadet, blev sparet i opgøret mod Udinese, og danskeren var end ikke med på bænken. Hans forsvarskollega Martin Skrtel sad på bænken hele kampen.
I Liverpools forrige Europa League-opgør indkasserede englænderne ligeledes tre mål, men i den kamp - mod schweiziske Young Boys - scorede de til gengæld fem og vandt.
I Premier League har Liverpool lukket 12 mål ind, hvilket kun er overgået af tre andre hold i ligaen: Norwich, Southampton og Queens Park Rangers.
Liverpool-bossen er skuffet over, at hans hold led et kollaps i begyndelsen af anden halvleg torsdag aften.
- Vi er rigtig gode i første halvleg, men vi havde problemer i de første 20 minutter af den anden, da vi tabte koncentration og blev dovne, siger Brendan Rodgers.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker