Liverpool-direktør slår fast: Suarez bliver her
Luis Suarez slipper - i hvert fald internt i klubben - med en bøde for sin tåbelige handling søndag, hvor han bed Chelseas Branislav Ivanovic i armen.
Topscoreren bliver ikke smidt på porten, fastslår klubdirektør Ian Ayre på klubbens hjemmeside.
Spurgt om, hvorvidt de seneste 24 timer vil få en betydning for Suarez' fremtid i klubben, er svaret klart nej.
- Slet ikke. Det påvirker hans fremtid på den måde, at vi skal arbejde med hans disciplin, men Luis er en meget vigtig spiller for klubben.
- Han er populær hos holdkammeraterne. Og som vi hele tiden har sagt, underskrev han en fireårig kontrakt sidste sommer, og vi vil elske at se ham her kontraktperioden ud, siger klubdirektør Ian Ayre til hjemmesiden.
Direktøren roser sig selv og resten af ledelsen for at reagere prompte søndag og fordømme Suarez' ugerning. Og han roser spilleren for hurtigt at angre og sige undskyld.
Klubbens ejere er taget med på råd, og ifølge direktøren er der stor tilfredshed med klubledelsen over den måde, bid-skandalen er blevet tacklet på i Liverpool.
Manager Brendan Rodgers var hurtig til at fordømme topscorerens ugerning, og Rodgers slog fast, at ingen spiller er uundværlig. Ikke engang Premier League-topscorer Luis Suarez.
Men direktøren understreger altså, at Suarez bliver, og at det nu bliver Rodgers opgave at få Suarez til at opføre sig ordentligt.
- Nu handler det om at få ham tilbage på rette spor, og det er i det store hele op til Brendan nu at arbejde med ham og den side af hans personlighed, siger Ian Ayre.
Det engelske fodboldforbund overvejer, om der skal åbnes en disciplinærsag mod Suarez på grund af det bizarre bid.
Det er ikke første gang, Suarez har været i vælten, og mandag valgte den engelske spillerforening at tilbyde angriberen hjælp til at styre sit temperament.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde