Både Chelsea og Tottenham måtte overraskende ud i omkampe efter skuffende uafgjorte resultater i denne weekend mod henholdsvis Birmingham fra næstbedste række og Stevenage fra tredjebedste række.
Men Liverpool rystede ikke i bukserne, da Brighton, der indtager niendepladsen i den næstbedste fodboldrække, kom på besøg.
Hjemmeholdet stillede i noget nær stærkeste opstilling bortset fra Daniel Agger, som blev sparet og slet ikke var med i truppen.
Danskerens faste forsvarskollega Martin Skrtel åbnede ballet for Liverpool efter bare fire minutter, da han løb til forreste stolpe på et hjørnespark fra Steven Gerrard og headede bolden i nettet.
Selvom Premier League-holdet var bedst, lykkedes det Brighton at få udlignet på et flot frisparksmål midt i første halvleg, da Kazenga LuaLua udnyttede en hullet Liverpool-mur til at score til 1-1.
Liverpool kunne dog gå til pause med en føring, da Glen Johnson opfangede en returbold, som han sendte i nettet via Brighton-spilleren Liam Bridcutt.
Hjemmeholdet fortsatte dominansen i anden halvleg, og det udmøntede sig i en 3-1-scoring efter 55 minutter, da Stuart Downing lagde bolden til rette for Andy Carrolls venstreben.
20 minutter før tid var det anfører Steven Gerrards tur. Han tabte først en direkte duel mod Brightons målmand, men opfangede derefter bolden og sendte den i nettet via Bridcutt, som dermed blev noteret for sit andet selvmål.
Tre minutter senere var det så Lewis Dunks tur til at score selvmål. 5-1 til Liverpool.
Hjemmeholdets Luis Suárez brændte et straffespark 10 minutter før tid, men uruguayeren fik revancheret sig, da han headede en bold fra Andy Carroll det sidste stykke inde over målstregen fem minutter før slutfløjt.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde