For første gang i mere end halvanden måned lykkedes det onsdag aften for Liverpool at hente en hjemmesejr i den engelske Premier League, da Wigan blev besejret med 2-1.
Daniel Agger var på banen i hele kampen for Liverpool, der med de tre point fik lidt kontakt med den top-4, som giver en plads i Champions League, og som klubbens pressede manager, Rafael Benitez, har garanteret, at han nok skal hente i denne sæson. Der er nu fem point op til fjerdepladsen.
Arsenal og danske Nicklas Bendtner drømmer om at blande sig i kampen om det engelske fodboldmesterskab, men onsdag aften drillede upåagtede Burnley storklubben ved på hjemmebane at hente 1-1.
Burnley havde danske Brian Jensen - kendt som Bæstet - på mål i kampen, mens Nicklas Bendtner stadig sidder uden for med en skade hos Arsenal, der i det hele taget har haft det svært, siden både danskeren og den hollandske angrebsprofil Robin van Persie blev sat ud af spillet med skader.
I kampens begyndelse gik alt ellers efter Arsenal-planen, da Cesc Fabregas allerede i det sjette minut sendte danske Brian Jensen ind i målet for at hente bolden ud, men omkring 20 minutter senere fik Burnley udlignet på et straffespark, og dermed holder Burnley stadig nedrykningsstregen fra livet.
Med 1-1 tabte Arsenal vigtigt terræn i forhold til topholdet Chelsea, der med noget vaklen kom tilbage på vinderkurs. Længe lurede således et Chelsea-pointtab i hjemmekampen mod bundholdet fra Portsmouth, men en sen scoring på straffespark af Frank Lampard sikrede Chelsea en 2-1-sejr og dermed tre point.
Med de to resultater er Arsenal otte point efter Chelsea, der dog har spillet en kamp mere.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde