Liverpool holder pres på City med pligtsejr inden topduel
Diogo Jota scorede med hovedet, da Liverpool lørdag vandt 2-0 over Watford. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Liverpool lå efter sejr over Watford på førstepladsen i Premier League, inden Manchester City tog den tilbage.
For første gang siden december var det lørdag eftermiddag ikke Manchester City, der lå på førstepladsen i Premier League.
Efter en 2-0-sejr over Watford hoppede Liverpool nemlig op på topplaceringen. Men det holdte kun i et par timer. Manchester City generobrede den således senere på dagen ved at slå Burnley 2-0.
Dermed er der fortsat kun ét points forskel mellem de to guldduellanter, inden de tørner sammen i næste weekend.
Det var den portugisiske angriber Diogo Jota, der headede Liverpool i front midtvejs i første halvleg, da han snittede et indlæg fra Joe Gomez videre i mål.
Selv om Liverpool-spillerne ikke havde deres bedste dag, så var det alligevel nok til at køre sejren hjem mod nedrykningstruede Watford, der er tredjesidst i den engelske række.
Med to minutter tilbage faldt afgørelsen, da hjemmeholdet blev tildelt et straffespark efter et VAR-gennemsyn. Fra pletten cementerede Fabinho Liverpool-sejren, da han sendte bolden op i målhjørnet til 2-0.
Mod Burnley kom Manchester City hurtigt på sejrskurs. Der var kun gået en håndfuld minutter, da Kevin De Bruyne bankede bolden i mål til 1-0.
City var i fuld kontrol, og 20 minutter senere virkede kampen nærmest allerede afgjort, efter at Ilkay Gündogan scorede til 2-0, hvilket altså blev kampens sidste mål.
Pep Guardiolas mandskab møder Liverpool i Manchester næste søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde