Liverpool jubler over ny sponsoraftale

Den britiske fodboldklub Liverpool har skrevet kontrakt med en ny storsponsor Standard Chartered Bank, der erstatter Carlsberg. Der er tale om den største sponsorkontrakt i Liverpools historie og giver ifølge britiske medier klubben 20 millioner pund (170 millioner kroner) per sæson de kommende fire år.

Ifølge klubledelsen giver aftalen nye muligheder i bestræbelserne på at forblive en klub i verdenseliten.

- Dette er en enestående mulighed for Standard Chartered, vores kunder og aktionærer, og også for Liverpool, klubbens spillere og fans. Det er en understregning af de fremskridt, klubben har gjort, at vi nu kan lave sådan en aftale, lyder det i en pressemeddelelse fra Liverpool-direktør Christian Purslow.

Sponsoratet begynder i juli 2010. Carlsberg har været hovedsponsor for Liverpool siden 1991.

/ritzau/

Liverpool skriver kontrakt med ny storsponsor, Standard Chartered Bank, som erstatter Carlsberg. Liverpool-ledelsen kalder aftalen for enestående.

Offentliggjort Sidst opdateret