Liverpool-kaptajn skifter til Saudi-Arabien
Jordan Henderson har løftet sit sidste trofæ for Liverpool. Foto: Phil Noble/Reuters
Jordan Henderson skifter til Al-Ettifaq efter at have spillet for Liverpool i de seneste 12 år.
Jordan Henderson er den seneste profilerede spiller til at skifte til saudiarabisk fodbold.
Efter flere dages mediespekulationer i England har Al-Ettifaq torsdag bekræftet, at 33-årige Henderson fremover skal tørne ud for klubben. Det sker, dagen efter at Henderson skrev på Instagram, at han var færdig i Liverpool.
I Al-Ettifaq bliver han genforenet med sin tidligere holdkammerat Steven Gerrard, der også har brugt sin sommer på at skifte til den saudiarabiske klub, hvor han nu er træner.
Henderson nåede at spille for Liverpool i 12 år, og undervejs har han blandt andet været med til at vinde Champions League og Premier League. I otte af årene har han været anfører for Liverpool.
Stjernespillere som Cristiano Ronaldo og Karim Benzema er allerede skiftet til Saudi-Arabien, hvis klubber lokker europæiske topspillere med tårnhøje lønninger.
Saudi-Arabien er imidlertid også kendt som et land, hvor det er forbudt at være homoseksuel.
Netop Jordan Henderson har tidligere været en varm fortaler for LGBT+-minoriteters rettigheder, og derfor vakte det stor undren, da rygterne om et skifte til en saudiarabisk klub dukkede op.
Jordan Hendersons tidligere klubkammerat i Liverpool Jamie Carragher var inde på netop det emne i et tweet for cirka to uger siden.
- Pengene er svære at sige nej til, og derfor har stort set ingen gjort det.
- Han vil få kritik, for han fik meget ros tidligere for sit ståsted om LGBT+, skrev Jamie Carragher dengang på Twitter.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde