Liverpool reagerer hårdt mod det engelske fodboldforbund (FA), som tirsdag har idømt Liverpool-angriberen Luis Suárez en karantæne på otte spilledage.
Ifølge FA er Luis Suárez kommet med racistiske bemærkninger til Manchester United-forsvareren Patrice Evra i en kamp den 15. oktober, men det afviser Liverpool blankt.
- Liverpool er meget overrasket og skuffet over fodboldforbundets beslutning om at finde Luis Suárez skyldig i anklagerne mod ham, skriver Liverpool på sin hjemmeside.
Liverpool vil først tage stilling til en eventuel appel, når man har læst hele dommen, men klubben understreger, at man fortsat har stor tillid til Luis Suárez.
- Vi finder det ekstraordinært, at Luis kan blive kendt skyldig alene på baggrund af Patrice Evras udtalelser, når ingen andre - inklusive Evras egne holdkammerater - hørte den påståede samtale mellem de to spillere.
- Det ligner, at FA har været fast besluttet på at anklage Luis Suárez, allerede inden man afhørte ham i starten af november. Intet, vi har hørt i løbet af sagen, har ændret vores holdning om, at Luis er uskyldig.
Liverpool understreger, at klubben er imod alle former for racisme, men klubben finder det simpelthen utroligt, at Luis Suárez skulle være kommet med racistiske udtalelser.
- Det virker utroligt, at en spiller med blandede rødder kan blive anklaget og kendt skyldig på den måde, det er sket for ham, og med de beviser, der har været, lyder det på hjemmesiden.
- Luis har selv en blandet racebaggrund i og med, at hans bedstefar var sort, skriver klubben.
Luis Suárez kan anke afgørelsen i op til 14 dage efter afgørelsen.
Suarez begynder derfor tidligst at afsone karantænen om to uger, når ankemuligheden udløber.
Det sker, fordi FA ikke vil have, at Suarez begynder at afsone karantænen, mens han stadig har en chance for at blive frikendt i en eventuel ankesag.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde