Liverpool sejrer i nyt målorgie
Det har været en tendens i denne sæson, at Liverpool skulle score mange gange for at vinde sine kampe, og det blev igen tilfældet lørdag. Hjemmeholdet Cardiff førte to gange, men måtte se sig slået 6-3.
For Liverpool, der havde Daniel Agger på banen i hele kampen, scorede Luis Suarez og Martin Skrtel henholdsvis tre og to mål.
Cardiff kom ellers bedst fra start i opgøret, og allerede efter ni minutter kunne Jordon Mutch bringe hjemmeholdet foran med et fladt skud fra kanten af straffesparksfeltet.
Men Liverpool var ikke længe om at svare igen. Efter et mønsterangreb bragte ligaens topscorer, Luis Suarez, balance efter 16 minutter.
Liverpool slap dog grebet, og efter 25 minutter driblede Fraizer Campbell sig fri foran et passivt Liverpool-forsvar, så han igen kunne bringe waliserne foran.
Men Daniel Aggers makker i det centrale forsvar Martin Skrtel sørgede for 2-2 inden pausen, da han kom forrest på et indlæg fra højre side fra Philippe Coutinho.
Også efter pausen viste slovakken, at han har andre forcer end at forsvare. Efter otte minutter headede han fornemt et nyt indlæg fra Philippe Coutinho ind til føring på 3-2.
Liverpool var kommet bedst ud til anden halvleg, og holdet fortsatte dominansen. Efter en time øgede Luis Suarez med sit andet mål til 4-2 på Daniel Sturridges forarbejde.
Sidstnævnte sørgede selv for at komme på måltavlen, da han øgede til 5-2, inden Jordon Mutch reducerede til 3-5 kort før tid. Dybt inde i overtiden fuldendte Suarez sit hattrick på en friløber til 6-3.
Liverpool ligger nu alene på andenpladsen efter Arsenals nederlag til Chelsea. Liverpool har 65 point for 30 kampe, mens Chelsea har 69 point for 31 kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker