Liverpool skal levere et nyt mirakel på hjemmebanen
Det er samspillet mellem spillerne og fantribunen "The Kop", der får det bedste frem i Liverpools spillere, når der virkelig er brug for det. Der er plads til cirka 12.500 tilskuere på den legendariske endetribune. Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Anfield har før været scene for store comebacks, men Liverpool er uden to stjerner i CL-returkampen, hvor holdet er nede 0-3.
European nights at Anfield.
I England er det en term, der dækker over magiske aftener på Liverpools hjemmebane, Anfield, i europæiske kampe.
De ældre fans mindes 3-1-sejren over St. Etienne i marts 1977 med glæde, de lidt yngre husker Steven Gerrards tordendrøn mod Olympiakos i december 2004 - målet var nødvendigt for at sende Liverpool videre i turneringen, som klubben endte med at vinde.
Liverpool har brug for endnu en af disse aftener tirsdag, hvis det nærmest umulige 0-3-udgangspunkt fra den første semifinale mod FC Barcelona skal vendes til samlet sejr.
Hos Barcelona er man opmærksom på, at Liverpool før har udført noget, der minder om fodboldmirakler i pressede situationer.
- Selvfølgelig har vi et godt resultat, men vi skal spille på et meget svært stadion med en stor historie, og det sætter os under pres. Det er ikke afgjort, siger Lionel Messi ifølge AFP.
Liverpools muligheder for at slå Barcelona bliver dog ikke bedre af, at den offensive stjerne Mohamed Salah har pådraget sig en hjernerystelse, og angriberen Roberto Firmino er ligeledes ukampdygtig. Det fortæller Klopp på et pressemøde mandag.
- To af verdens bedste angribere er ikke til rådighed, og vi er nødt til at score fire gange mod Barcelona for at gå videre efter 90 minutter. Det gør ikke livet lettere for os, men så længe vi har 11 spillere på banen, vil vi gøre et forsøg, siger Klopp.
Han kan dog finde håb i, at Barcelona dummede sig i en lignende situation sidste år. Her vandt holdet 4-1 hjemme over AS Roma i den første kvartfinale, men tabte overraskende 0-3 i Rom.
Med afsæt i det mareridt vil Barcelona-træner Ernesto Valverde fortælle sine spillere, at de ikke må tage let på tirsdagens kamp.
- Vi har uden tvivl et godt resultat, men det er stadig åbent. Vi har ingen grund til at tro, at den er hjemme, siger Valverde.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker