Liverpool smider point efter tidlig udvisning

Andy Robertson så rødt efter en nødbremse i det 17. minut. Foto: Phil Noble/Reuters

Liverpool spillede 2-2 hjemme mod Fulham, mens Arsenal måtte nøjes med 0-0 hjemme mod Everton.

Offentliggjort Sidst opdateret

Premier Leagues tophold, Liverpool, har lidt et sjældent pointtab på Anfield.

Lørdag eftermiddag kvajede førerholdet sig på eget græs mod Fulham og måtte nøjes med 2-2.

Liverpool gjorde opgaven vanskelig for sig selv ved at indkassere en tidlig scoring og siden følge det op med et direkte rødt kort. I 17. minut blev Andy Robertson sendt tidligt i bad for en nødbremse.

På det tidspunkt havde gæsterne fra London overraskende taget føringen ved Andreas Pereiras akrobatiske scoring i det 11. minut.

Som følge af undertallet kunne Liverpool ikke mose sine modstandere i vanlig stil, men hjemmeholdet havde stadig bolden klart mest og kom da også til en række muligheder.

En af dem faldt lige i begyndelsen af anden halvleg, hvor Cody Gakpo omsatte Mohamed Salahs perfekte indlæg til en udligning på et flyvende hovedstød.

Liverpool jagtede en føring, men kom i stedet bagud på ny.

Med et kvarter tilbage af opgøret formåede den brasilianske angriber Rodrigo Muniz at skovle bolden i mål på et kontraangreb.

Liverpools modsvar kom efter 85 minutters spil, da Diogo Jota udlignede til 2-2, men det lykkedes ikke topholdet at få fuld gevinst trods et skydetelt i slutfasen.

Joachim Andersen var fraværende hos Fulham på grund af en skade.

Konkurrenten Arsenal formåede ikke at udnytte Liverpools pointtab. På trods af massiv dominans måtte Arsenal nemlig nøjes med 0-0 hjemme mod Everton, der indskiftede Jesper Lindstrøm midt i anden halvleg.

I stedet skal Chelsea søndag forsøge at mindske afstanden op til Liverpool. Den kommer ned på to point, hvis Chelsea formår at slå Brentford.

I Newcastle havde tre danske landsholdsspillere en kedelig eftermiddag. Mads Hermansen, Jannik Vestergaard og Victor Kristiansen startede alle inde, da Leicester tabte den vanskelige udekamp 0-4. Det var Ruud van Nistelrooys første nederlag som Leicester-manager.

Mads Hermansen blev skiftet ud i pausen med en skade. På det tidspunkt havde han kun indkasseret et enkelt mål, mens boldene efter pausen fløj om ørerne på afløseren Danny Ward.

/ritzau/