Liverpool snublede i slutfasen mod Arsenal

Roy Hodgson fik en mindre heldig start på tilværelsen som Liverpool-manager, da hans nye mandskab søndag spillede uafgjort 1-1 mod Arsenal i Premier League. Debutanten Joe Cole og målmand Pepe Reina blev de helt store syndere for Liverpool.

Joe Cole havde nærmest ikke én vellykket aktion, og den engelske landsholdsspiller kronede sin elendige debut med kort inden pausen at få direkte rødt kort efter en hasarderet tackling på Arsenals Laurent Koscielny.

Alligevel formåede Liverpool at bringe sig foran, da franske David Ngog få sekunder efter pausen slog til med et hårdt spark op i det korte hjørne. I kampens slutminutter ødelagde Pepe Reina dog Roy Hodgsons drøm om en debutsejr.

Den spanske målmand skulle egentlig bare samle en løs bold op, efter at den havde ramt stolpen, men Reina formåede af uransagelige årsager ikke at holde fast i bolden og tabte den ind i eget net til slutresultatet 1-1.

Udligningen var en kold spand vand i hovedet på Liverpool, for det var hjemmeholdet, som var bedst. Liverpool skabte flere chancer end Arsenal, som i høj grad savnede anfører Cesc Fabregas' tilstedeværelse på banen, og David Ngog kunne med lidt større skarphed være blevet dobbelt målscorer.

Christian Poulsen, der torsdag underskrev en treårig kontrakt med Liverpool, havde håbet på at få sin debut i søndagens kamp, men må i stedet satse på, at han er med, når Liverpool torsdag spiller den første af to play-off-kampe om at komme i gruppespillet i Europa League mod tyrkiske Trabzonspor.

Poulsens landsmand i Liverpool, Daniel Agger, var med i samtlige 90 minutter på pladsen som venstre back.

/ritzau/

Pepe Reina droppede fælt i sæsonpremieren mod Arsenal, og Liverpool måtte nøjes med uafgjort 1-1. Liverpool-debutanten Joe Cole fik direkte rødt kort.

Offentliggjort Sidst opdateret