Torsdag har været en rigtig god dag for den tidligere FC København-træner Roy Hodgson.
Ikke nok med, at han har fået "det største job inden for klubfodbolden" som træner for Liverpool FC, han er ligeledes blevet budt velkommen i klubben med endnu en glædelig nyhed.
- Der er ingen spillere til salg, fortalte Liverpools bestyrelsesformand, Martin Broughton, på torsdagens pressekonference, hvor Hodgson blev præsenteret i klubben.
Liverpool slås ellers med en gæld på mere end 3,5 milliarder kroner, men det får ikke Broughton til at ryste på hånden.
- Vi har ikke brug for pengene, og vi skal ikke sælge spillere på grund af gælden, lød det fra formanden.
På den måde kan Roy Hodgson råde over stjerner som Steven Gerrard og Fernando Torres, når han tiltræder trænerjobbet i Liverpool på en treårig kontrakt.
Den udsigt har sikkert ikke gjort smilet mindre hos Hodgson, der kommer fra et trænerjob hos den noget mindre Premier League-klub, Fulham.
- Dette er det største job inden for klubfodbolden, og jeg er beæret over at overtage rollen som manager for Storbritanniens mest succesfulde klub, sagde 62-årige Hodgson på pressemødet.
- Jeg mener, at jeg har gjort mig fortjent til jobbet. Min karriere viser, at jeg ikke har opsøgt anerkendelse, men dette job bringer det med sig sammen med et enormt ansvar. Jeg er klar til at tage det på mig, fortsatte Hodgson.
I sin næsten 35 år lange trænerkarriere har han blandt andet vundet det danske mesterskab med FC København. I sidste sæson lykkedes det desuden Hodgson at føre Fulham frem til finalen i Europa League.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker