Liverpool tørner sammen med Bayern i Champions League
Real Madrid har vundet Champions League i de seneste tre sæsoner. Her ses holdet med trofæet tidligere i år. Real Madrid skal møde Ajax i ottendedelsfinalen i denne sæson. Foto: Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Det endte med flere spændende fodboldopgør i Champions Leagues knockoutfase efter mandagens lodtrækning.
Der venter til foråret flere store fodboldbrag i knockoutkampene i Champions League.
Det bliver ikke så overraskende konklusionen efter mandagens lodtrækning i schweiziske Nyon, hvor øjeblikkets 16 bedste hold i Europa var med i bowlen.
Et enkelt opgør skilte sig ud fra de øvrige.
Liverpool skal møde Bayern München i en af de mest interessante ottendedelsfinaler, hvor en af de store favoritter med sikkerhed vil ryge ud.
I sidste sæson nåede Liverpool frem til finalen, hvor det blev til nederlag til Real Madrid.
Både Liverpool og Bayern München har vundet turneringen fem gange tidligere.
Det blev i øvrigt til hele tre opgør mellem tyske og engelske klubber, da Manchester City trak Schalke 04, mens Tottenham skal op imod Borussia Dortmund.
I et andet storopgør skal Manchester United møde Paris Saint-Germain. I øjeblikket fungerer spillet ikke for United i den engelske Premier League, mens PSG fører den franske liga suverænt.
De første kampe i ottendedelsfinalerne spilles først i februar, og inden da kan formkurverne nå at ændre sig.
Real Madrid, som har vundet turneringen i de seneste tre sæsoner, fik en på papiret noget nemmere opgave i form af den hollandske klub Ajax.
Atlético Madrid skal møde de italienske mestre fra Juventus, som nu råder over Cristiano Ronaldo i truppen.
Alle ottendedelsfinalerne ser således ud:
Liverpool (England) - Bayern München (Tyskland)
Schalke 04 (Tyskland) - Manchester City (England)
Atlético Madrid (Spanien) - Juventus (Italien)
Manchester United (England) - Paris Saint-Germain (Frankrig)
Tottenham (England) - Borussia Dortmund (Tyskland)
Lyon (Frankrig) - FC Barcelona (Spanien)
AS Roma (Italien) - Porto (Portugal)
Ajax (Holland) - Real Madrid (Spanien).
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde