Liverpool udnytter Arsenals pointtab og udbygger føring
Alexis Mac Allister jubler efter at have scoret Liverpools andet mål mod Newcastle. Foto: Phil Noble/Reuters
Arsenal måtte nøjes med uafgjort i Nottingham og halter nu 13 point efter Liverpool.
Liverpools forspring i toppen af Premier League er på hele 13 point, efter at det suveræne førerhold onsdag aften fik en ny gave af den eneste reelle trussel i mesterskabskampen.
Mens Liverpool vandt 2-0 på Anfield over Newcastle, måtte Arsenal nøjes med en målløs uafgjort ude mod Nottingham Forest. Arsenal er hårdt ramt af skader i offensiven og har ikke scoret i sine to seneste kampe.
Målscoring er til gengæld ikke det store problem for Liverpool, der blot skulle bruge 11 minutter på at bringe sig i spidsen mod Newcastle.
Luis Diaz brød igennem i venstre side og spillede bolden skråt tilbage til Dominik Szoboszlai, der satte venstrefoden på og udplacerede Nick Pope i Newcastle-målet.
Gæsterne var svækket af at måtte undvære topscorer Alexander Isak, og før pausen formåede de kun sjældent at spille sig til brugbare afslutninger.
Det skyldtes også, at Liverpools defensiv igen var bundsolid, og at holdet generelt ikke spiller med stor risiko.
Offensiven med Mohamed Salah i spidsen er fortsat flyvende, og efter en god times spil føjede egypteren endnu et måloplæg til samlingen.
Efter et noget tilfældigt opspil modtog han bolden, tog et par træk og prikkede den videre til Alexis Mac Allister.
Fra en position lidt til højre i straffesparksfeltet viste den argentinske midtbanemand sin fine sparketeknik og drejede kuglen op i modsatte målhjørne.
Derfra var Liverpool i fuld kontrol mod en flok Newcastle-spillere, der så ud til at have mistet den sidste tro på point. Den karantæneramte Liverpool-træner Arne Slot havde ikke den store grund til nervøsitet på tribunen.
Med onsdagens resultater har Liverpool slået et gigantisk hul inden de sidste ti kampe i Premier League. Arsenal har dog en kamp til gode og kan i bedste fald reducere forspringet til ti point.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker