Chelsea har problemer i Premier League og Champions League. Og nu er storholdet færdig i den engelske Carling Cup.
Hjemme på Stamford Bridge blev manager André Villas-Boas' mandskab slået med 2-0 af Liverpool. Gæsterne spillede sig i semifinalen på to mål i anden halvleg fra Maxi Rodríguez og Martin Kelly.
De to mandskaber holdt hinanden i et jerngreb i størstedelen af kampen, der ikke havde mange højdepunkter.
Liverpool fik den første store chance, da gæsterne blev tildelt et straffespark midtvejs i første halvleg. Andy Carroll blev sat til at sparke, og det gik helt galt, da Carroll tonsede bolden direkte ind på Chelseas målmand.
Selv om de kriseramte værter fik skabt lidt mere efter pausen, så var det ikke meget Chelsea havde at byde på.
I begyndelsen af anden halvleg brændte holdet en dobbeltchance, da Florent Malouda ramte overliggeren. David Luiz fulgte op med et hovedstød, men det blev blokeret til hjørnespark.
Kort efter blev Liverpools lynhurtige Craig Bellamy sendt af sted i et kontraangreb. Bellamy spurtede fra hjemmeholdets forsvar og slog bolden ind over til Maxi Rodríguez, der kunne prikke kuglen i mål til 1-0.
Efter godt en times spil var Bellamy igen oplægger, da hans frispark blev snittet i mål til 2-0 af Martin Kelly.
Liverpool, der var uden Daniel Agger i truppen, har vundet Carling Cuppen syv gange. Den seneste triumf fandt sted i 2003.
Cardiff City er ligesom Liverpool klar til semifinalerne efter en sejr på 2-0 over Blackburn.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned