Liverpool ydmyger Everton i lokalderby
Foto: Paul Ellis /Scanpix
Paul Ellis /Scanpix
Det imødesete Merseyside-derby mellem Liverpool og Everton på Anfield endte i en sand magtdemonstration med Liverpool som vinder med hele 4-0.
Allerede i første halvleg understregede Liverpool, hvorfor klubben insisterer på at kalde sig storebror i Beatles-byen.
Den spillende Liverpool-legende Steven Gerrard sørgede for at sætte målscoringen i gang, da han med stor kraft headede et hjørnespark i kassen efter 21 minutter.
Herefter stjal angriberen Daniel Sturridge billedet. To gange inden for to minutter scorede han og afgjorde reelt kampen.
Først blev han spillet fri i dybden og scorede sikkert på sin friløber ned mod Tim Howard i Everton-målet efter 33 minutter.
Kort efter løftede Sturridge bolden over Howard til 3-0-føring, som også blev pausestillingen.
Det ville hans angrebsmakker Luis Suarez naturligvis ikke stå tilbage for. Fem minutter efter pausen blev han spillet fri, og han scorede sikkert til 4-0. Siden tillod Daniel Sturridge sig at brænde et straffespark, som han sendte over mål.
Efterfølgende kunne Liverpool cruise den knusende derbysejr hjem. Den betød, at Liverpool ligger nummer fire i ligaen med fire point ned til Everton, der selv kunne have taget fjerdepladsen med en sejr.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker