Liverpools flotte serie slutter med nederlag til bundprop
Efter 14 kampe i træk uden nederlag i Premier League tabte Liverpool overraskende ude til Swansea.
Efter 14 ligakampe på stribe uden nederlag gik det mandag aften galt for Liverpool i Premier League.
Den engelske fodboldklub, der i alt var ubesejret i 18 kampe i træk på tværs af alle turneringer, tabte meget overraskende 0-1 ude til ligaens bundprop, Swansea.
Alfie Mawson scorede kampens eneste mål fem minutter før pausen, da Liverpools forsvar viste svaghedstegn.
Klubbens dyrt indkøbte forsvarsstjerne, Virgil van Dijk, ville heade bolden væk efter et hjørnespark, men det gik helt galt.
Han fik i stedet headet bolden hen til en modstander, hvorefter den endte hos Alfie Mawson.
Han sparkede resolut til bolden og udplacerede Loris Karius i Liverpools mål.
Liverpool vandt for lidt over en uge siden 4-3 hjemme over Manchester City og blev således de første, der besejrede ligaens suveræne tophold.
Liverpool havde det dog svært over for Swanseas kompakte defensiv.
I kampens allersidste minut - fire minutter inde i dommerens tillægsminutter i anden halvleg - fik Liverpool to gyldne chancer for at udligne i samme sekvens.
Først headede Roberto Firmino bolden på stolpen, og da Adam Lallana fik kontrol over returbolden, måtte Liverpool-spilleren se sin afslutning blive blokeret og ryge over mål.
Med sejren fik Swansea også revancheret 0-5-nederlaget ude til Liverpool i ligaen for lidt under en måned siden.
Liverpool er nummer fire i ligaen med 47 point for 24 kampe.
Swansea er fortsat sidst i Premier League, men med 20 point har bundholdet nu lige så mange point som West Bromwich, mens Southampton med 22 point er placeret på den tredje nedrykningsplads.
Swansea har tre point op til Stoke, Brighton og Newcastle, der ligger på den rigtige side af nedrykningsstregen
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned