Løber slår 34 år gammel dansk rekord og booker OL-billet
Ole Hesselbjerg bliver en del af det danske atletikhold ved OL i Tokyo efter sit flotte løb i finske Turku, hvor han blev nummer to. (Arkivfoto) Foto: Ulrik Pedersen/Ritzau Scanpix
Ulrik Pedersen/Ritzau Scanpix
Ole Hesselbjerg skal til OL i 3000 meter forhindringsløb, efter han tirsdag aften slog en 34 år gammel rekord.
En 34 år gammel dansk rekord faldt tirsdag aften i finske Turku.
8 minutter og 20,24 sekunder brugte Ole Hesselbjerg på at løbe et 3000 meter forhindringsløb, og det er godt tre sekunder hurtigere end Flemming Jensens danske rekord fra 1987.
Samtidigt er Hesselbjerg klar til OL i Tokyo, hvor kravet lød på 8 minutter og 22 sekunder.
- Det betyder meget for mig. Jeg har haft rekorden i kikkerten de seneste fem år lige siden OL i Rio.
- Den har motiveret mig meget, så der skal lyde et kæmpe skud ud til Flemming Jensen for at sætte barren så højt, siger en glad Ole Hesselbjerg til DR Sporten.
Hesselbjerg blev nummer to i løbet i Turku - knap et sekund efter finske Topi Raitanen, men OL-kvalifikationen er det vigtigste.
- Jeg glæder mig helt utroligt meget. For mig har det altid handlet om at konkurrere mod de bedste, og det får man jo, når man står på de olympiske stadioner, siger Hesselbjerg.
Den 31-årige løber var også med ved OL i Rio de Janeiro, hvor han løb 8 minutter og 40,08 sekunder i indledende heat og ikke nåede finalen.
Verdensrekorden i 3000 meter forhindringsløb lyder på 7 minutter og 53,63 sekunder. Den blev sat af Saif Saaeed Shaheen i september 2004.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker