Løchte fejrer grand slam: Det er en drøm

Det er nogle år siden, at Danmark senest har været repræsenteret med en mandlig tennisspiller i en grand slam-turnering, men lørdag morgen lykkedes det Frederik Løchte Nielsen at få adgang via kvalifikationsturneringen til Australian Open.

- Jeg har drømt om det her, siden jeg var barn. Nu er jeg jo ikke et barn længere, og jeg ved, jeg ikke har mange grand slam-chancer tilbage, så det er helt vildt, siger Frederik Løchte Nielsen til sporten.tv2.dk.

Den 28-årige dansker vandt sin tredje kamp i kvalifikationsturneringen over italieneren Simone Bolelli i tre sæt. Bolelli er placeret 100 pladser bedre end Løchte på verdensranglisten.

Danskeren tabte første sæt 6-7 efter tiebreak, hvorefter han vandt de efterfølgende sæt 6-4 og 6-2.

- Det er skide skægt, og jeg nyder hvert et øjeblik. Jeg ved, jeg ikke kommer til at opleve sådan noget her ret mange gange, så det gælder om at suge alt det gode til sig, siger Frederik Løchte Nielsen.

I første runde af Australian Open møder Frederik Løchte Nielsen sydafrikaneren Kevin Anderson, som er seedet 30 i turneringen.

- Jeg håber, jeg vil gå ind til kampen, som jeg plejer. I år har jeg ikke gået så meget op i at vinde, men jeg har fokuseret på at spille godt. Og så har jeg faktisk vundet mere, end jeg plejer, siger Frederik Løchte Nielsen.

Danskeren har fået en flot start på sæsonen. Kort efter nytår var han meget tæt på at besejre verdens nummer otte, amerikaneren Mardy Fish, ved Hopman Cup.

/ritzau/

Frederik Løchte Nielsen fik sin drengedrøm opfyldt, da han lørdag kvalificerede sig til første grand slam.

Offentliggjort Sidst opdateret