Lohse: Der kommer en trods-reaktion

SAKSKØBING - Tre nederlag i fire kampe er ikke godt nok.

Det erkender Frem Sakskøbings skrappe angriber Nikolaj Lohse.

- Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke har spillet bedre og fået mere ud af det. Det kører jo godt til træning, men det er som om engagementet mangler i kampene, siger Nikolaj Lohse.

For en uge siden leverede Frem en tandløs præstation i udekampen mod Taastrup FC og tabte 0-3.

- Derfor kan jeg love, at der kommer en trods-reaktion i eftermiddag mod Lyngby, lyder det fra overbevisning i stemmen fra Lohse.

Lover to mål

Og han garanterer, at han selv scorer to gange.

- Under forudsætning af, at jeg spiller, naturligvis.

Nikolaj Lohse er nemlig ikke 100 procent sikker på, at han kan spille. Han døjer med problemer i ryg og nakke, en skade han fik i Taastrup.

- Men, som du ved, der skal meget til at holde mig væk fra banen, så mon ikke jeg spiller, siger Nikolaj Lohse.

Lyngby har modsat Frem fået et flot udlæg og topper Kvalifikationsrækken med 10 point i fire kampe.

Passer godt til Frem

Men Frem står sædvanligvis godt mod Superliga-reserverne. Da holdene mødtes i foråret vandt Frem hjemmekampen 4-2 efter smukt fodboldspil og spillede 2-2 på udebane.

- Det viser jo blot, at vi sagtens kan begå os i denne række. Vi kan slå alle. Men desværre kan vi også tabe til alle.

Nikolaj Lohse mener, at Frems næste tre kampe afgør meget.

- Jeg vil tro, at der skal 22 point til for at slutte blandt de fire bedste, som ikke rykker ud. Og så kan enhver regne ud, at vi skal have en del point i de næste kampe, når vi kun har fået tre point af 12 mulige i de første fire kampe, siger han.

Frem er uden Anders Sørensen. Han døjer med en skade. I hans fravær træder Anders Kristiansen ind på holdet i eftermiddagens hjemmekamp på Sakskøbing Stadion, hvor der er kick off kl. 15:30.




Frem-angriberen lover to mål mod topholdet i eftermiddag - under forudsætning af at han spiller.

Offentliggjort Sidst opdateret